ARFID defineres ved et spisemønster, der er begrænset i variation (fx undgåelse af bestemte fødevarer) og/eller mængde (fx restriktion af madindtag) og som er forbundet med vigtige medicinske og psykosociale konsekvenser (DSM-5 kriterium A). Personer med ARFID tilskriver typisk deres undgåelse eller restriktion af mad til sensoriske egenskaber ved fødevarer (fx følsomhed over for smag eller tekstur), frygt for ubehagelige konsekvenser ved at spise (fx kvælning eller opkast) eller mangel på interesse i mad eller spisning (fx lav appetit eller manglende glæde ved at spise). Men ARFID er mere end blot kræsenhed eller det at springe et måltid over engang imellem.
Mange mennesker har bestemte fødevarer, de kan definere som ’tryg’ madvarer og som særligt foretrækkes under pressede perioder. Det er ikke nødvendigvis det samme som at have en spiseforstyrrelse at have ’trygge’ fødevarer. ARFID er en atypisk spiseforstyrrelse, der adskiller sig fra de typiske spiseforstyrrelser, fordi en person med ARFID ikke har denne type spiseadfærd som et udfald af bekymring for vægtøgning eller udseende. ARFID kan dog dele nogle ligheder med anoreksi, men årsagen til den restriktive spiseadfærd er forskellig.
For at opfylde kriterierne for ARFID skal personens spisevaner medføre betydelige negative konsekvenser. Disse kan inkludere et eller flere af følgende:
Den undgående/restriktive spisning i ARFID må ikke skyldes mangel på tilgængelig mad eller kulturelle normer (DSM-5 kriterium B), og må heller ikke være motiveret af bekymringer om vægt og kropsform (DSM-5 kriterium C). Hvis den undgående/restriktive spisning optræder sammen med andre psykiatriske eller medicinske lidelser herunder autisme, angst, skal spiseproblemet være alvorligt nok til at kræve en selvstændig klinisk opmærksomhed (DSM-5 kriterium D) for at opfylde kravene til en ARFID-diagnose.
Som diagnosegruppe er ARFID meget varieret. Den kan eksempelvis inkludere undervægtige mennesker med lav højde og nedsat appetit, hvor spiseproblemerne stammer fra reflux i spædbarnsalderen. Maden kan indsnævres gradvis til bløde, beigefarvede eller milde fødevarer, der er nemme at fordøje samtidig med de ofte undgår at deltage i familiens måltider.
ARFID kan også ramme en person i teenageralderen med cøliaki, som efter en glutenforgiftningsepisode udvikler en intens frygt for mad, hvilket resulterer i markant vægttab og mangel på vitaminer. Ligeledes kan det også inkludere en ung voksen med fx. jernmangel, der undgår sociale sammenkomster, hvor mad er involveret, fordi følelsen af flovhed over egen begrænsede spisevaner, indtager.
Det er også muligt at se sammenblandede profiler dvs. at manglende spisning kan drives af sensorisk sensitivitet som både kan kobles sammen med ubehag og manglende lyst eller indsnævret interesse.
Behandling af ARFID skal tilpasses personens spiseprofil, kognitive niveau og mål. Det er også en god idé at være opmærksom på om der er andre komorbide tilstande som autisme. Ved autisme er det særligt væsentligt at tage højde for autismeprofilen ex. om PDA træder frem.
Det er vigtigt at definere målet, da spisning inkluderer mange parametre. Skal målet være at øge variationen i maden, mængden af mad eller personens accept af mad i forskellige kontekster?
Den autistiske hjerne, der har en anderledes filtrering og habituering, kræver stor tålmodighed og gentagelse, når nye strategier skal implementeres. Nogle af disse tilpassede strategier kan anvendes til tilvænning:
