Interventionen er designet med henblik på at reducere stress og auditiv sensitivitet (modulationsvanskeligheder), samtidig med den enkeltes sociale engagement, modstandskraft og robusthed forstærkes. Interventionen er et 5-dages lytteprogram, men der er mulighed for at graduere individuelt afhængig af barnets ståsted og udstrække programmet til flere uger.
Denne lytteterapeutiske metode er udviklet af forsker i Psykiatri, Neurofysiolog og Psykolog Stephen Porges, som har forsket i menneskets fysiologiske tilstande, og hvilken betydning regulering af det autonome nervesystem har for funktion, tilknytning, kommunikation, samspil, socialt engagement, sensorisk regulering, koncentration og opmærksomhed. Dr. Porges har foretaget sin forskning gennem mere end 40 år og er internationalt anerkendt.
SSP koncentrerer sig omkring måden den enkelte kan udnytte de neurologiske 'spor' til at optimere menneskelige erfaringer.
Terapien bygger på teorien om, hvordan vores neurologiske system er udviklet i at opdage sikkerhedsspor. Et eksempel kan ses i kommunikationen mellem en baby og mor – moderen vil benytte en prosodisk tone til baby for at skabe tryggerammer for barnet. Samme eksempel kan følges med hunde eller katte. Anvender man monotone eller for høje toner/skrig som kommunikationsform til hunde eller katte, vil man stresse kroppen og ligeledes vil det stresse menneskekroppen.
Bestemte akustiske stimuli vil regulere og berolige kroppen for derved at åbne op og gøre den modtagelig for ydre påvirkninger. Tanken bag ideen er at opbygge tillid gennem de rette toner. Først når kroppen ikke er i ’alarmberedskab’, fordi den har aktiveret for kamp/frygt tilstand, men er afslappet og rolig, da den har opbygget tillid, vil den være klar og modtagelig til at arbejde videre. Kroppen vil starte med at reorganisere og regulere fysiologiske tilstande på en progressiv måde.
SSP skaber den akustiske intervention med formålet om at give indtryk til nervesystemet for at gøre den mere tilgængelig, vågen og føle tryghed for derved at åbne op for regulering af alle regulerbare kompetencer.
Hjernen påvirker kroppens organer og ligeledes påvirker organerne hjernen. Man kan ikke forvente at barnet der har ondt i maven samtidig forsøger at være social. Deres krop fortæller dem noget og de er opmærksom på det kroppen fortæller dem. Et barn hvis hjerte banker hurtigt eller hårdt (palpitationer) vil udvise angst og vil ikke være særlig venlige overfor andre. Deres krop vil være i en stadie der er langt fra at være social og langt fra at være klar til at modtage kognitive processer – her vil kroppen snarere være defensiv og benytte forsvarsmekanismen.
Autonome funktioner skal ses som den totale neuralplatform. Og det betyder at forskellige fysiologiske stadier er gode. De vil fremme forskellige slags adfærd. Nogle fysiologiske tilstande er perfekte til at fremme løbeaktivitet, men så er de måske ikke særlig gode til at løse matematikopgaver og så er de måske meget mangelfulde ift. at fremme sociale adfærd. Vi har forskellige tilpassede adfærd (adaptive stadier) og de forskellige adaptive stadier har forskellige funktioner (emergen egenskaber). Vi har brug for alle disse egenskaber og det er defor også væsentligt at forstå, hvorfor vi reagerer som vi gør.
Stephen Porges er ophavsmand til polyvagal teori. Polyvagal teori handler om stressrespons, som Vagusnerven påvirker.
Den Polyvagale teori beskriver to tydelig adskilte funktionelle grene af den 10. kranienerve – Nerve Vagus (n. Vagus). Den tjener til at klassificere forbindelsen mellem viscerale (indre organer) erfaringer og n. Vagus’s parasympatiske kontrol over hjerte, lunger og fordøjelseskanalen. Ifølge teorien står det autonome nervesystem i forbindelse med, og er sensitiv overfor inputs, som kommer fra kroppen og føres op til hjernen. Den Polyvagale teori hævder, at mennesker har fysiske reaktioner, såsom ændringer i hjerte og fordøjelse, som er forbundet med deres ansigtsudtryk.
Vagusen regulerer både hjertet og musklerne i ansigtet og hovedet. Vagusnerven holder hjertefrekvensen lav ved hjælp af en vagal "bremse"; dette hæmmer sympatiske reaktioner. Selvom det ikke er en alt-eller-ingen-tilstand, kan vi ved at bremse puls og sympatiske reaktioner læse sociale signaler, og socialt engagement er muligt. Ved signaler om trussel frigøres den vagale bremse, der øjeblikkeligt øger hastigheden på pulsen og øger den metaboliske effekt for at fremme kamp eller flugtadfærd. Når vi er i en sympatisk tilstand, kan vi miste bevidstheden om andre og blive mindre i stand til at læse sociale signaler og bruge dem til at regulere vores tilstand. På dette tidspunkt vil mellemørens muskler afstemme det auditive system mere mod lyde af trussel og fare snarere end social kommunikation. Ligesom hjernen er det autonome nervesystem plastisk og kan "lære" at forblive mere aktiveret end nødvendigt. At være i en tilstand af kronisk forsvarsevne, som ved nogle psykiatriske og adfærdsmæssige lidelser, kompromitterer det sociale engagementssystem og de relaterede neurale netværk "lærer" at engagere sig mindre.
