Teorien om sanseintegration blev udviklet af psykolog og ergoterapeut A.J. Ayres i 1960'erne og 1970'erne.
Denne teori understreger sammenhængen mellem evnen til at bearbejde sanseindtryk og motoriske, perceptuelle, indlærings- og adfærdsmæssige kompetencer.
Vi er omgivet af mange receptorer, som har til hensigt at omdanne 'informationer'. Disse receptorer fremtræder ikke lige tætte på hele huden. På fingerspidserne er receptorerne tættest, mens de fremtræder med større afstand på ryggen. Sansning beror på specifikke receptorer, der omdanner bestemte påvirkninger til nerveimpulser. De påvirker således vores registrering af sansepåvirkninger.
Sanseintegration omhandler en automatiseret neurologisk proces, som organiserer, differentierer og samordner information fra vores sanser til en meningsfuld anvendelse. Sanseindtryk kommer både fra kroppen selv og fra omgivelserne. Sanseintegrationsprocessen forudsætter evnen til at reagere på en hensigtsmæssig måde i forskellige situationer (adaptiv respons). Det nyfødte barn har tendens til at dreje øjnene og vende hovedet mod en stemme. Dette er et eksempel på, at der allerede ved fødslen er integration af sanserne i hjernen (at det, der høres, måske også kan ses), som ikke er erfaringsbaseret. Hos præmature børn betyder det, at en del af sansernes modning og udvikling kommer til at foregå uden for livmoderen i stedet for inde i livmoderen.
Sanseintegration omhandler således hjernens evne til at sortere, organisere og bearbejde sanseindtryk samt regulere og modulere, dvs. hæmme eller fremme, information. Reaktionerne (den adaptive respons) kan være af både motorisk, perceptuel, indlærings- og adfærdsmæssig karakter.
Vi tilbyder vores ydelser til børn, unge og voksne med forskellige udfordringer, herunder autisme, ADHD og andre tilstande, hvor sansebearbejdning, kropsfornemmelse og selvstændighed er påvirket. Vores mål er at skabe en bedre forståelse af, hvordan sanserne påvirker adfærd, og at støtte udviklingen af effektive strategier for at forbedre livskvaliteten.
